Sergenten vendte hjem efter lang tjeneste og blev forbløffet over at se, hvad der foregik i huset.
Sergenten forlod sin familie — sin kone og to børn — og tog af sted i tjeneste.
Ved slutningen af tjenesten talte han dagene ned til hjemkomsten, fordi han ikke længere kunne udholde den lange adskillelse fra familien.
Da ordren kom om, at de kunne vende tilbage fra en særlig mission, pakkede han sine ting og skyndte sig hjem uden at spilde et eneste minut.
Hans uniform var pænt strøget, men tydeligt falmet, og hans støvler var dækket af støv, bragt med fra fjerne egne.
Hele vejen tænkte han og forestillede sig, hvordan han ville se sin kones og sine børns ansigter, hvordan han ville føle varmen og trygheden i det øjeblik, når han endelig trådte ind i hjemmet.
Han mindedes de sidste breve, hvor datteren fortalte om sin lillebror og om hunden, som altid var ved deres side for at beskytte dem.
Men hans hjerte begyndte at slå hurtigere, da han nærmede sig sin gade, hvor deres lejlighed lå.
Fra den øverste altan bragte vinden duften af brændende blade, og gadens stille melankoli signalerede — noget havde ændret sig.
Han rakte allerede hånden mod døren for at åbne den, men indeni var der en let uro og frygt — han forstod ikke, hvad der ventede ham derinde.
Da han trådte ind, så han, at børnene var alene med hunden, og at hans kone ikke var hjemme.
— Far…? — udbrød den lille datter, sprang op og rystede.
— Hvor er mor? — spurgte sergenten roligt.
Sergenten frøs, ude af stand til at holde følelsesbølgen tilbage.
Datteren, der holdt fast i hundens pote, kunne knap tale:
— Mor… er gået… med… — hendes ord satte sig fast i halsen, men hendes blik sagde alt.
Sergenten tog et skridt frem, trak børnene ind til sig, hans hjerte hamrede, som om det forudså ulykke.
Han forstod, at han snart måtte træffe en svær beslutning, men først måtte han forstå, hvad der var sket.
Hunden knurrede svagt, som om den fornemmede sin ejers uro.
Sergenten gik rundt i lejligheden og kiggede ind i hvert rum: der var orden overalt, men der var ikke et spor af hans kone.
På bordet lå et brev — pænt foldet, som om det ventede på hans blik.
Han løftede det forsigtigt, og hans øjne udvidede sig: hans kones håndskrift var genkendelig, men indholdet ramte ham som en kold bølge.
— Jeg kan ikke… — begyndte brevet, og derefter fulgte ord om, at hun var blevet tvunget til at gå for at beskytte børnene mod en fare, som han ikke kendte til, mens han var i tjeneste.
Sergenten sank ned på knæ, omfavnede børnene og så på dem med beslutsomhed.
Han forstod: tjenesten var slut, men den virkelige kamp begyndte nu — hjemme, for hans families sikkerhed og lykke.
Vinden udenfor vinduet susede kraftigere, men nu vækkede den ikke længere frygt — den blev et symbol på en ny begyndelse, hvor faderen igen ville blive et skjold for sine børn, trods alle prøvelser.
