Jeg sendte kunden et venligt smil: jeg ser det hele, jeg tager lige betaling her og kommer straks.
Men den kraftige dame i pels ville ikke falde til ro.
— Hvorfor skal jeg råbe gennem hele butikken? Hvad er det for en respektløshed! Jeg burde klage til jeres chef.
— Skat, lad nu være, — hviskede hendes uanselige mand beroligende bag hendes ryg.
Med et fastklistret smil gik jeg hen til „Skat“.
Bare hold mund, sagde jeg til mig selv, ingen diskussioner.
— Er det ægte diamanter?
Jeg nikkede tavst.
Kunden borede i mig med et uvenligt, mistroisk blik.
— Jeg kender jer godt, I vil bare snyde folk. Jeg har hørt, at I sælger forfalskninger her. Men lad mig alligevel se den dér ring, — „Skat“ trak en sur mine og stak uforskammet fingeren mod montren.
— Lad os se, hvad det er for nogle diamanter, I har. Hvilken lødighed er det?
Der var ikke noget at gøre, jeg måtte svare.
— Syv hundrede og halvtreds.
Hvor mange gange havde jeg ikke svoret, at jeg aldrig ville tale med sådan nogle som hende, jeg ved jo: hvis jeg ikke holder igen og begynder at snakke, ender det med et køb.
Det fine, elegante arbejde tog sig slet ikke ud på hendes pølsefingre, men damen i pelsen forstod selv, at ringen ikke klædte hende, og krævede en større diamant.
— Vær venlig at vise mig ringen med karneol, — lød det henne fra montren med halvædelsten.
„Skat“ strittede straks af modvilje.
— Ser De ikke, at ekspedienten er optaget af seriøse kunder? — hvinede hun og overskyllede kunden med isnende foragt. — Vent på Deres tur!
— Skat, lad nu være, — lød mandens stemme igen, men ligesom før tog hun slet ikke notits af ham.
Jeg tog høretelefonerne ud af ørerne.
De omkringståendes tanker væltede ned over mig som en lavine: de onde og egoistiske tanker fra „Skat“, og de trætte, resignerede — fra hendes mand.
Sikken en ubehagelig kælling! Hun elsker ingen andre end sig selv, hun maler alle til støv, der kommer i hendes vej, og af sin flinke, medgørlige mand har hun gjort en rigtig tøffelhelt.
Han er træt af hende, den kærlighed, der engang var, er for længst væk.
Og han ville være gået, hvis bare han havde haft viljestyrke nok.
Jeg tog brillerne af, nu kunne jeg se deres fortid og fremtid.
Fortiden — som en perlekæde, hvor begivenhederne er trukket på snoren én efter én, og fremtiden — som en vifte, hvis stråler breder sig ud til alle sider.
Nu vidste jeg, hvad jeg skulle gøre.
— Kig på de her smykker, de er som lavet specielt til Dem.
„Skat“ tog tvivlende imod ringene, jeg rakte hende, satte dem på forskellige fingre og rakte hånden frem foran sig.
Hun drejede håndfladen, mens hun beundrede de glitrende diamanter.
— Tja, den her kan jeg vist godt lide.
„Selvfølgelig kan du det!“ — havde jeg lyst til at sige.
Jeg er jo ikke nogen almindelig ekspedient: når jeg tager brillerne af, ser jeg kunden lige igennem.
„Skat“ havde endelig besluttet sig.
— Jeg tager den her.
Hun kastede nonchalant over skulderen til sin mand:
— Betal.
Nå, hun valgte selv sin fremtid.
I begge ringe havde diamanterne en lille defekt.
Nej, nej, udadtil så stenene fortræffelige ud, ikke en eneste guldsmed ville have betvivlet deres kvalitet.
Men guldsmede kan kun se fremmede indeslutninger eller revner, og den her fejl er usynlig for det almindelige øje.
Mineraler er jo som mennesker, udvendigt kan de se helt normale ud — to arme, to ben — og så viser det sig, at karakteren er modbydelig, gennemsyret af ormeskud.
Præcis som hos „Skat“.
Og nu, når hun tager ringen på, vil diamanten også begynde at lave ballade.
Om et halvt år vil manden samle mod til sig og gå fra hende.
Og hvis hun havde valgt en anden ring, ville hun have fået et mavesår.
Diamanter er meget stærke sten, i dem er der, som i en sammenpresset fjeder, koncentreret en enorm energi, de er i stand til meget.
Gode mennesker vil de bringe megen lykke, og de dårlige får den negative energi tilbage, som de selv sender ud i verden.
Den dag måtte jeg endnu et par gange tage brillerne af og rive høretelefonerne ud af ørerne.
Først solgte jeg en sød lille ring med granat, omkranset af små bjergkrystaller, til en podejende og mindreværdstyngret studerende.
Nu vil hun roligt klare eksamenerne.
Granaten fjerner usikkerheden, og bjergkrystallen skaber orden i tankerne og forbedrer hukommelsen.
Og som en behagelig bonus, som pigen endnu ikke aner noget om: hun vil holde op med at tvivle på sin egen tiltrækningskraft.
Senere måtte jeg bakse lidt med en midaldrende mand, der var ved at vælge et ur.
Ja, i vores smykkesalon har vi også ure — gode og prestigefyldte.
Men ure kan kun forsinke eller fremskynde tiden.
De gode — efter ejerens ønske.
De dårlige — omvendt, når tiden gerne må gå hurtigt, sætter de den i stå.
Men et ur er ikke en talisman, det kan ikke påvirke begivenhederne og kan ikke hjælpe sin ejer med noget som helst.
Og den mand havde brug for hjælp — det forstod jeg med det samme, da jeg tog brillerne af.
Forretningspartnere svigtede ham, kompagnoner forrådte ham, konkurrenter overhalede ham.
Så jeg fik ham overtalt til at købe en lille nefritdrage.
Han stiller den på skrivebordet på sit kontor, og forretningerne vil straks begynde at gå bedre.
Den lille drage vil pege på forrædere og uærlige partnere — den vil mørkne i deres nærvær.
Uret købte han i øvrigt også.
Et godt et, selvfølgelig.
Så, lige før lukketid, kom der en ikke længere helt ung, træt kvinde ind.
Den slidte frakke havde været moderne for nogle år siden, håret var nogenlunde samlet i en knold, rynker havde lagt sig i mundvigene, blikket var mat.
Hun gik langsomt frem og tilbage foran montrerne med de billige sølvsmykker, uden at vove at bede om at få noget vist frem.
Der var sket hende en eller anden ulykke, jeg var sikker på det.
— Kan jeg vise Dem noget? — jeg kan ikke bare stå roligt bag disken, når nogen virkelig har brug for hjælp.
— Nie wiem… (no), — in Danish: — Jeg ved egentlig ikke… — sagde kunden med et forlegent smil.
Smilet blev anstrengt, ynkeligt.
— I er vel ved at lukke…
— Det er helt i orden, — beroligede jeg hende og tog høretelefonerne ud.
Åh!..
Jeg så med medfølelse på kvinden.
Nu var det brillerne, der stod for tur.
Ja, jeg havde ikke taget fejl: datterens sygdom var blevet en virkelig ulykke for hende.
Pigen kæmper nu mod sygdommen, men hvor længe rækker kræfterne?
— Jeg ville bare gerne glæde min datter lidt før operationen, — sukkede kvinden tungt.
„Jeg ved det,“ var jeg lige ved at udbryde.
Forude venter en svær operation og derefter en lang og hård rekonvalescens.
Enhver ville miste modet, men pigen er nødt til at være stærk.
— Vent lidt, jeg har noget helt særligt, — sagde jeg og gik ud bagved.
Der har jeg noget liggende netop til den slags tilfælde.
Jeg kom tilbage med en ring — et værk af en fremragende mester, som havde lagt hele sin sjæl i den.
Sådan en kan man ikke købe i en almindelig smykkeforretning.
Og stenen — helt særlig, meget sjælden, for de fleste ukendt, den har ikke engang et moderne navn.
Og selvfølgelig forfærdeligt dyr.
Den vil ikke helbrede sygdommen — der findes læger til — men den vil støtte, ikke lade hende miste modet.
Et sygt menneske har i den grad brug for støtte!
— Hvor er den smuk! — udbrød kunden og tog forsigtigt ringen op af æsken.
Og stenen svarede hende, den glimtede og legede med lysglimt.
Den mærkede, at den kunne være til nytte.
— Men den er sikkert meget dyr, — sagde hun med beklagelse og lagde ringen tilbage.
— Slet ikke, — jeg sagde den lavest mulige pris, endda lavere end for de sølvsmykker, hun havde kigget på i begyndelsen.
Jeg håber, at det vil gå godt for pigen.
Jeg var allerede ved at lukke butikken, da døren gik op, og en forpustet ung mand styrtede ind i lokalet.
— Vent! Det er et spørgsmål om liv eller død!
Uden at spilde tid skaffede jeg mig straks af med briller og høretelefoner.
Ja, her kunne han ikke klare sig uden min hjælp.
At miste ringen, netop som man har tænkt sig at fri til sin kæreste — det er ikke nogen spøg.
Til sådan nogle tegn fra skæbnen bør man lytte, og hvis man ikke vil bakke helt ud, så i det mindste tage en pause, og han — direkte ind i smykkeforretningen.
Fyren prøvede med hænderne at forklare mig, hvordan den tabte ring så ud.
— Har De sådan en?
Og han ser på mig fuld af håb.
Jeg ryster på hovedet:
— Det tvivler jeg på.
Jeg lader som om, jeg leder efter ringen, selvom den ligger lige dér i anden række — hvidguld med zirkoner.
Ikke den heldigste gave til en kommende brud, især hvis hun har autoritære tendenser.
— Prøv at se på de her.
Jeg tager et par smykker vilkårligt frem og rækker dem til kunden, og spejlet — det står i et hjørne på montren, så man kan se collier og halskæder på sig selv — drejer jeg, så det falder lige ind i hans synsfelt.
Aha, der var kontakt!
Blikket hang fast, han stivnede, kæben faldt nærmest ned.
Tja, det er forståeligt — i spejlet udspiller der sig nu en „film“, hele hans fremtidige ægteskabsliv.
Han står som naglet til stedet og drejer ringen i hænderne.
Han ryster på hovedet, tænker sikkert, at han har bildt sig det ind.
Jeg må hjælpe ham lidt.
— De havde travlt med at nå på restaurant, ikke? Så gå De bare, spis i ro og mag, — siger jeg deltagende. — Og frieriet tager De næste gang. Kan man overhovedet tage så alvorligt et skridt i al hast?
— Ja, De har nok ret.
Han gik.
Puha.
Kan jeg så endelig få lov at lukke butikken?
Et mærkeligt salg havde jeg i dag, men jeg er jo heller ikke bare en helt almindelig ekspedient…
