En mand så en pige, der lå bevidstløs i vejkanten, og ved siden af — sporene af en voksen mand: da pigen vågnede, fortalte hun noget frygteligt.
Han kørte ad en velkendt vintervej, som førte hen til datterens hus, da han fik øje på en klar rød plet i sneen.
Først tænkte han, at det var en pose, en klud, nogens skrald. Men der var alligevel noget ved synet, som greb ham så meget, at han trådte på bremsen.
Bilen skred på isen og standsede. Manden steg ud, og den iskolde luft slog ham i ansigtet.
Men jo tættere han kom på, desto hårdere snørede hjertet sig sammen. Den røde plet viste sig at være en børnejakke.
Præcis magen til den, hans barnebarn Lera havde.
Han trak endda nervøst på smilebåndet: »Tja, mange kan jo have sådan én…« — men så så han barnets ansigt.
Og benene gav efter under ham.
Det var hende.
Lera lå i sneen, uden at røre sig, kinderne var helt hvide, øjnene lukkede.
— Lera… Lerusja, kan du høre mig? — morfaren satte sig ved siden af hende og rystede hende forsigtigt i skuldrene. — Lera, vågn op, min skat…
Hun reagerede ikke. Mandens hjerte hamrede så højt, at det overdøvede skovens stilhed.
Han løftede blikket — og så spor. Menneskespor. Store.
De gik fra vejen… ind i skoven. Og ved siden af — nogle andre, små, som om pigen var løbet, og så… endte sporene brat.
— Gud… hvad er der sket her? — hviskede han.
Han vendte tilbage til barnebarnet, begyndte at gnide hendes hænder og kinder, kaldte på hende ved navn. Fingrene var allerede ved at blive følelsesløse af kulde, men han stoppede ikke.
Pludselig rykkede Lera kraftigt, trak vejret ind som én, der lige er kommet op af vandet, og åbnede øjnene.
— Morfar… — hviskede hun, læberne rystede. — Han… kommer tilbage…
En mand så en pige, der lå bevidstløs i vejkanten, og ved siden af — sporene af en voksen mand: da pigen vågnede, fortalte hun noget frygteligt.
— Hvem? Hvem, Lera? Hvad er der sket? Du var jo i skole. Hvordan er du havnet her?
Lera sank krampagtigt og begyndte endelig at tale med mere jævn stemme.
Det, hun fortalte, fyldte morfaren med rædsel 😱🫣
— Efter timerne kom der en mand kørende hen til skolen… Jeg kendte ham ikke.
Han sagde, at mor havde bedt ham hente mig, fordi hun blev forsinket.
Han kendte mit navn… han vidste, hvordan mor ser ud… og jeg… jeg troede på ham…
Morfaren lyttede uden at blinke, mens han mærkede kulden trænge ind ikke bare udefra, men også indeni.
— Vi kørte, — fortsatte pigen, — men så skrev mor, at hun ikke blev forsinket, at ingen skulle hente mig.
Jeg sagde til ham, at han skulle ringe til mor… og han begyndte at køre hurtigere og sagde, at jeg ikke skulle gøre vrøvl.
Morfaren knyttede næverne.
— Lera… hvorfor er du så endt her?
— Ved lyskrydset… åbnede jeg døren og sprang ud, — pigen begyndte at græde, stille, næsten lydløst.
— Han løb straks efter mig.
Jeg løb hen imod skoven. Han råbte, at han alligevel ville indhente mig…
En mand så en pige, der lå bevidstløs i vejkanten, og ved siden af — sporene af en voksen mand: da pigen vågnede, fortalte hun noget frygteligt.
Morfaren lagde sine hænder om hendes skuldre og prøvede at skjule, hvor meget hans fingre skælvede.
— Så… — Lera kneb øjnene hårdt sammen — dukkede der pludselig en bilist op, han standsede lige ved siden af mig.
Den mand blev bange, vendte om og løb ind i skoven.
Og jeg… jeg løb videre… indtil jeg fik det dårligt. Og… faldt om.
Jeg prøvede at rejse mig, men… jeg kunne ikke…
Morfaren lukkede øjnene og forsøgte at ånde rystelsen ud.
Han holdt barnebarnet tæt ind til sig.
— Det er slut nu, Lera.
Du er hos mig. Ingen får lov til at røre dig mere.
Hun nikkede og borede ansigtet ind i hans skulder.
Men morfaren blev ved med at se hen imod skoven, derhen hvor de store spor førte.
Og han forstod, at den mand stadig var derude et sted.
