Hvor ubehageligt er det ikke at indse, at kærlighed pludselig bliver afløst af en iskold skilsmisse, uden nogen forklaringer, som ødelægger alle illusioner om fred og tryghed i familien!
– Hvordan var turen? – spurgte Oksana, da manden tre uger senere kom hjem.
– Du ved, den var fin – svarede Arkadij roligt.
– Jeg er træt som en hund. De her forretningsrejser har kørt mig helt i bund.
– Og der er slet ingen mulighed for at sige nej? – sagde Oksana eftertænksomt og stirrede ud i luften.
– Det er netop dér, problemet ligger – sukkede Arkadij.
– For bortset fra dig er der ingen, der venter på mig, og du vil ikke svigte dine kolleger.
– Du forstår alting, min elskede – sagde Oksana blidt.
– Hvis ikke det hele, så i hvert fald meget – tilføjede hun.
Men Oksana vidste allerede, at Arkadij slet ikke havde været på forretningsrejse.
Mere end det – hun var sikker på, hvor præcis og med hvem han havde tilbragt denne tid.
Hvorfor talte hun så så roligt?
Til det havde hun tungtvejende grunde.
Dagen efter hans afrejse fandt hun hans pas under sofaen.
»Hvordan kunne han være rejst uden pas?« tænkte hun.
Hun ringede til ham:
– Er alt i orden med dig?
– Alt er fint – svarede han.
– Og hvor er du nu?
– I toget – forsikrede Arkadij.
Efter at have talt lidt mere lagde Oksana røret på og tænkte:
»Hvis han ikke har passet, betyder det, at han enten har et andet, eller også lyver han. Det betyder, at der ikke er nogen forretningsrejse. Og det betyder, at han har en anden kvinde, og at han er hos hende nu. Og i morgen går han på arbejde, som om intet var hændt. Der vil jeg se ham.«
Om morgenen kom Oksana hen til sin mands arbejdsplads.
Klokken ti i otte stod hun ved porten.
Kort efter så hun Arkadij gå ind.
»Så der er ingen anden kvinde? – tænkte Oksana. – Tag dig sammen. Jeg må finde ud af, hvor han går hen efter arbejde, for at finde hende og tale med hende.«
Da arbejdsdagen var slut, fulgte hun efter ham.
Det viste sig at være lettere end forventet at finde sandheden – flere beboere i opgangen var snakkesalige og afslørede alle detaljer.
En vis Vera Pavlovna, 35 år, ugift, havde købt lejligheden for to år siden, og kontakten med Arkadij var begyndt for et halvt år siden.
Nu havde Oksana mange spørgsmål, men den indre stemme rådede hende til forsigtighed.
– Oksana! – lød der pludselig en stemme ovenfra. – Nu er det ikke tidspunktet til at lave skænderier.
– Hvorfor ikke? – indvendte hun.
– Fordi du ikke er i den rette tilstand: dine hænder ryster, din vejrtrækning er hurtig, og i din sjæl er der fuld af had.
Har du overhovedet set dig selv i spejlet?
Hvordan har du tænkt dig at begynde den her samtale, når du ser sådan ud?
Glem ikke: hvis du begynder at lave en scene, vil de begge se på dig med medlidenhed, og efter at du er gået, vil de grine sammen og glæde sig over, at du ikke længere står i vejen for dem.
Er det dét, du vil?
Denne indre stemme hjalp Oksana med at genvinde en kold fornuft.
»Jeg må blive skilt uden forklaringer – stille, ligegyldigt og på en måde, så det gør ondt på Arkadij,« besluttede hun.
Og med det samme følte hun en opmuntring indeni.
Hun lagde en plan:
– Jeg siger bare, at vi bliver skilt, og det er det.
– Han vil begynde at kræve forklaringer.
– Og jeg vil roligt erklære, at der ikke er nogen grund.
– Skilsmisse, bare fordi jeg har besluttet det.
– Og bagefter – ligegyldighed, stille hån og uforskammethed.
Planen behagede den indre stemme, som advarede:
– Gør det stille, frækt og roligt – det vil ramme hans selvfølelse hårdest.
Styrket af det begyndte Oksana at forberede sig på mandens hjemkomst.
De første dage lod hun, som om hun troede på hans historier om arbejde og forretningsrejser, og gav Arkadij illusionen om deres gamle kærlighed.
De første ord efter hans tilbagekomst var fulde af medfølelse.
Næste dag, da Arkadij kom hjem fra arbejde, begyndte forestillingen.
Arkadij følte sig sikker og lykkelig, uden at ane at alt ville ændre sig.
Om aftenen, da han kom hjem, bemærkede han, at konen ikke stod og tog imod ham ved døren.
Manden udbrød glad:
– Elskede, hvor er du? Din lille kanin er kommet hjem! Hop i armene på mig!
Oksana forblev ligeglad, siddende i køkkenet, hvor hun roligt nød te og kage.
»Det er for sent,« tænkte hun og følte, at alt havde forandret sig.
Arkadij klagede over arbejdet – for mange opgaver, forretningsrejser uden hvile.
Men Oksana svarede kort og koldt:
– Det er mig ligegyldigt.
Han tav, rystet over hendes opførsel.
Hun drak te højt af underkoppen og spiste kagen med en ske direkte fra æsken uden at skære den i stykker – en adfærd, som Arkadij ikke kunne forstå.
Så meddelte hun iskoldt:
– Vi bliver skilt.
Mens hun så på sin mand, prøvede Oksana at gøre sit blik så udfordrende som muligt.
Derefter tilføjede hun:
– Forstod du det? Skilsmisse – det er simpelt. Uden grund. Skilsmisse. Slut.
Arkadij var i chok.
Han var forarget over konens opførsel og hendes afvisning af at forklare noget.
Han besluttede først at sætte hende på plads, men som svar fik han blot et stille: »Skrid med dig.«
Oksana rejste sig og gik ind i et andet værelse og meddelte, at hun ikke ville spise mere kage og ikke ville forklare noget for nogen.
Det stod klart, at de vante relationer var helt brudt sammen – kulden og ligegyldigheden havde nået deres højdepunkt.
Arkadij prøvede at bevare roen, men indeni voksede irritationen.
»Hvad sker der? – tænkte han, mens han betragtede den afgnavede kage. – Måske har hun fundet ud af noget om Vera Pavlovna? Men så ville der have været et skænderi, og det er der ikke. Så det må være noget andet…«
Han forsøgte alligevel at indlede en samtale:
– Oksana, lad os tale om det i ro og mag.
– Skrid, jeg hviler mig – lød svaret.
For ham virkede det, som om konen gjorde nar af ham:
– Ved du ikke, hvad skilsmisse er? Skils–mis–se! Forstår du?
Han prøvede at forstå, hvorfor alle hans spørgsmål blev ubesvarede, og hvorfor der herskede så stor kulde i huset.
Pludselig lød dørklokken – døtrene Inna og Nonna var kommet.
Arkadij tog imod dem med glæde, men stødte pludselig på den samme kulde og ligegyldighed, som kom fra Oksana.
Døtrene var kommet for at støtte deres mor og tage del i straffen af faren.
Uden blufærdighed og med frækhed talte de til ham på samme måde som Oksana.
– Mor vil skilles, men siger ikke hvorfor.
– Hvorfor lede efter grunde, når kvinder i dag går fra deres mænd på den måde?
– Du må flytte ud. Denne lejlighed er nu mors, og du har det bedre hos mormor på landet.
Arkadij forsøgte at begribe, hvad der skete, men han var slet ikke forberedt på et sådant angreb.
Familiens kvinder stod sammen: skilsmissen var en kendsgerning, der var ikke længere plads til den gamle kærlighed.
Vera Pavlovna er årsagen til bruddet.
Oksanas hårde kulde er svaret på utroskaben.
Døtrene støttede deres mor og tog hendes parti.
Arkadij blev alene tilbage og havde mistet alt.
Til sidst foreslog Oksana, at Arkadij skulle pakke sine ting og gå, idet hun understregede, at beslutningen var endelig og uden kompromis.
Manden forstod aldrig, hvad der præcis havde været point of no return.
Det, der var sket, var fyldt med bitterhed og gensidig uforståenhed, men der var bevidst blevet valgt en kold ligegyldighed og en tavs boykot for at påføre forræderen størst mulig smerte uden at ty til åbne skænderier og skandaler.
Nøgleobservation: Nogle gange er den mest smertefulde straf den tavse fremmedgørelse og en ligegyldig skilsmisse uden forklaringer, når ordene mister deres betydning, og alt håb forsvinder i forholdets tomhed.
På den måde er denne historie en fortælling om forræderi, indre kamp og accept af en svær beslutning, som ændrer alle de involveredes liv.
Den viser, at kærlighed hurtigt kan forvandles til kold fremmedgørelse, og at hver enkelts rettigheder og følelser kan blive udsat for hårde prøvelser og forandringer.
