Clara havde følelsen af, at det kolde hospitalsrum drejede rundt om hende. Hun kiggede på sin datters blege, svedige ansigt og forsøgte at samle sine tanker.
Lægen bevarede en tilsyneladende ro, men i hendes øjne kunne man ane en bekymring, som ikke lod sig skjule.
— “Ana, skat, vær sød… fortæl os helt præcist, hvad der skete lørdag aften,” spurgte lægen med blid stemme og bøjede sig ned mod pigen.
Barnet tøvede. Hun bed sig i læben, og tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.
— “Det gjorde rigtig ondt… og Martín sagde, at jeg ikke måtte fortælle det til mor… at hun bare ville bekymre sig. Han gav mig piller… meget bitre. Efter det… kan jeg ikke huske så tydeligt.”
Claras blod frøs i hendes årer. Piller? Hvorfor i alverden skulle Martín give et barn medicin uden at fortælle nogen det?
Lægen reagerede straks:
— “Det er afgørende at vide, hvilke stoffer hun har indtaget. Jeg har allerede bestilt en ambulance, og på hospitalet vil vi udføre alle nødvendige undersøgelser. Det er ikke en almindelig maveforstyrrelse.”
Hvert minut føltes som en evighed. Endelig ankom ambulancen, og de blå lys oplyste klinikkens vinduer.
Paramedicinerne lagde Ana forsigtigt på båren og begyndte straks stabiliseringsforanstaltninger.
Clara gik langs hospitalets gange og forsøgte at holde tårerne tilbage. Tankerne vendte gentagne gange tilbage: Hvordan havde hun ikke opdaget det tidligere? Hvordan havde hun kunnet lade sin datter være alene med Martín?
Under køreturen hviskede lægen til hende:
— “Symptomerne og det, vi så på ultralyden, tyder på, at Anas krop blev udsat for noget, den aldrig burde have været udsat for.
Lever og mave viser tegn på skader. En præcis bekræftelse får vi efter laboratorieundersøgelserne.”
I venteværelset mærkede Clara for første gang en brændende vrede blandet med uudholdelig skyld. Martín.
Manden, som hun havde betroet sit liv og sin datters liv til. Manden, hun havde troet på. Hvad skjulte han egentlig?
Hendes telefon vibrerede. En besked fra Martín:
“Er alt godt? Jeg er allerede hjemme. Har I det godt?”
Clara knyttede næverne. Hun svarede ikke. I det øjeblik trådte lægen ud af skadestue-døren.
— “Anas tilstand er stabil, men vi har alvorlige mistanker. Vi må informere myndighederne. Det er meget sandsynligt, at hun har indtaget et giftigt stof.”
Ordene “informere myndighederne” ramte Clara som et lyn. Hun forstod, at mareridtet kun lige var begyndt.
Hun løftede blikket mod sin datters blege ansigt, som var synligt bag glasruden i rummet. Og i dette øjeblik traf hun en uigenkaldelig beslutning: Hun ville aldrig igen tillade, at Martín nærmede sig pigen.
Og dybt i sit hjerte vidste hun, at sandheden om den weekend ville være langt mørkere, end hun nogensinde kunne have forestillet sig.
